Ved dom af 19.02.2025 (sagsnr. 10 AZR 57/24) fastslog den tyske forbundsarbejdsdomstol
(Bundesarbeitsgericht), at arbejdsgivere kan blive erstatningsansvarlige, hvis de ikke eller forsinket
fastsætter målsætninger for medarbejdernes variable aflønning. Domstolen præciserede, at
arbejdsgivere med variable lønsystemer er forpligtet til at fastsætte mål rettidigt, klart og bindende.
I den konkrete sag blev der slet ikke fastsat individuelle mål, og virksomhedsmålene blev først fastlagt
i oktober, selv om både ansættelseskontrakten og en virksomhedsaftale foreskrev, at målene skulle
fastsættes ved årets begyndelse. Ifølge Bundesarbeitsgericht skete målsætningen dermed så sent, at
den ikke længere kunne opfylde sin motivations- og incitamentsfunktion.
En efterfølgende fastsættelse af mål er i sådanne tilfælde juridisk umulig. Hverken arbejdsgiveren eller
domstolen kan efterfølgende erstatte eller fastlægge de manglende mål. I stedet opstår der et krav for
arbejdstageren på erstatning i stedet for opfyldelse. Erstatningen beregnes ud fra den variable
aflønning, som arbejdstageren med overvejende sandsynlighed ville have opnået ved korrekt og
rettidig målsætning. Som udgangspunkt lægges det til grund, at realistiske og opnåelige mål også ville
være blevet nået, medmindre arbejdsgiveren kan godtgøre det modsatte.
For praksis udgør dommen et klart advarselssignal: Målsætninger er ikke blot en formalitet, men en
central forudsætning for variable lønsystemer. Fastsættes de for sent – eller slet ikke – bærer
arbejdsgiveren den økonomiske risiko, selv hvis virksomhedens mål faktisk ikke blev nået.