Hvad gælder, hvis en lønmodtager bor i Tyskland, arbejder for en dansk virksomhed og udfører sit arbejde delvist i Tyskland og delvist i Danmark? Eller hvis en lønmodtager bor i Danmark og arbejder for en dansk arbejdsgiver, men midlertidigt udfører arbejde i Tyskland? Sådanne situationer er ikke længere nogen undtagelse i en stadig mere grænseoverskridende arbejdsverden – skattemæssigt er de dog fortsat ganske komplekse.
Det afgørende spørgsmål er først og fremmest, i hvilken stat lønmodtageren er skattemæssigt hjemmehørende, og hvor arbejdet faktisk udføres. Efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne (DBO) tilkommer beskatningsretten til lønindkomst som udgangspunkt den stat, hvor arbejdet udføres. Lønmodtager og arbejdsgiver behøver altså ikke være hjemmehørende i samme stat, for at der kan opstå en beskatningsret i arbejdsstaten.
Her kommer den velkendte 183-dages-regel ind i billedet. Den kan medføre, at beskatningsretten til trods for arbejde i udlandet forbliver i lønmodtagerens bopælsstat. Det er som udgangspunkt en betingelse, at lønmodtageren ikke opholder sig i arbejdsstaten i mere end 183 dage, at arbejdsgiveren ikke er hjemmehørende dér, og at lønnen ikke afholdes af et fast driftssted eller et fast forretningssted, som arbejdsgiveren har i arbejdsstaten. Vigtigt: Alle tre betingelser skal være opfyldt. De 183 dage alene er derfor ikke afgørende for skattepligten.
Især når der er tale om en udenlandsk arbejdsgiver, er det derfor nødvendigt at se nærmere på forholdene. Hvis eksempelvis en lønmodtager, der er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, midlertidigt arbejder i Tyskland for en dansk virksomhed, kan Tyskland som arbejdsstat som udgangspunkt få beskatningsret. Hvis lønmodtageren imidlertid holder sig inden for den relevante 183-dages-grænse og den danske arbejdsgiver samtidig opfylder de øvrige betingelser, kan beskatningsretten forblive i Danmark.
Yderligere spørgsmål opstår, hvis lønmodtageren ikke udelukkende udfører sit arbejde på arbejdsgiverens arbejdssted, men eksempelvis arbejder hjemmefra. En lønmodtager, der bor i Tyskland og arbejder for en dansk arbejdsgiver, kan dermed udføre arbejde i begge stater. Lønindkomsten skal i så fald som udgangspunkt fordeles mellem de respektive arbejdsstater efter de faktisk udførte arbejdsdage, medmindre den relevante dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder en særlig regel. For arbejdsgivere bliver en pålidelig dokumentation af de faktiske arbejdssteder og arbejdsdage derfor stadig vigtigere.
For virksomheder med internationalt arbejdende lønmodtagere er det afgørende spørgsmål derfor ikke blot: „Holder lønmodtageren sig under 183 dage?“ I stedet skal hele ansættelsesmodellen vurderes: Hvor er lønmodtageren skattemæssigt hjemmehørende? Hvor og hvor meget arbejder vedkommende faktisk? Hvem er arbejdsgiveren i DBO’ens forstand? Findes der et fast driftssted?
Især når lønmodtager og arbejdsgiver er hjemmehørende i forskellige stater, bør den skattemæssige vurdering derfor ikke først foretages i forbindelse med den første lønudbetaling. En tidlig vurdering af den grænseoverskridende aktivitet kan bidrage til at undgå uventede forpligtelser til indeholdelse af lønskat og efterfølgende korrektioner.
Bemærkning: Ovenstående bemærkninger vedrører udelukkende den skattemæssige behandling; for social sikring gælder der særskilte regler.