Virksomheder med medarbejdere i Tyskland bør være opmærksomme på en ny lovbestemt informationspligt, som trådte i kraft pr. 1. januar 2026. Informationspligten gælder ved ansættelse af tredjelandsstatsborgere (dvs. personer uden EU/EØS- eller schweizisk statsborgerskab), som:
- På ansættelsestidspunktet har bopæl i udlandet.
- Skal arbejde i Tyskland.
Pligten er dermed målrettet rekruttering fra tredjelande og gælder ikke generelt for alle udenlandske medarbejdere. Britiske statsborgere er som udgangspunkt også omfattet som tredjelandsstatsborgere.
Efter vores vurdering gælder informationspligten ikke, hvis tredjelandsstatsborgeren allerede har bopæl i Tyskland, eller forud for ansættelsen har været beskæftiget i Tyskland.
Vi anbefaler dog, at medarbejderen også i disse tilfælde informeres om rådgivningstilbuddet.
Arbejdsgivere i Tyskland skal senest på medarbejderens første arbejdsdag give en skriftlig henvisning til det statslige rådgivningstilbud: www.faire-integration.de
Henvisningen skal indeholde:
- Information om retten til gratis rådgivning om arbejds- og socialretlige forhold.
- Kontaktoplysninger på den relevante rådgivningsenhed.
Rådgivningen er gratis, flersproget og omfatter bl.a.: løn, arbejdstid og ferie, opsigelse og ansættelsesvilkår og sociale sikringsforhold.
Dokumentation
Informationen skal gives i tekstform (fx e-mail eller bilag til kontrakt). Vi anbefaler at dokumentere, at informationen er udleveret, og gemme dokumentationen i personalemappen.
Særlige opmærksomhedspunkter i løn- og HR-processer
Ved ansættelse af tredjelandsstatsborgere bør følgende altid indgå som faste kontrolpunkter:
- Kontrol af opholds- og arbejdstilladelse.
- Problemer med at rekvirere A1-attester for tredjelandsborgere.
Har I spørgsmål til de nye regler eller behov for at tilpasse jeres HR- og lønprocesser i Tyskland, bistår vi gerne.
