Virksomheder med tværnationale aktiviteter bør være opmærksomme
Det tyske finansministerium (Bundesministerium der Finanzen – BMF) har med skrivelse af 18. juni 2026 foretaget en omfattende opdatering af sin administrative fortolkning af begrebet fast driftssted. Den nye skrivelse erstatter de hidtidige retningslinjer og skal anvendes i alle ikke afsluttede sager.
Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et fast driftssted, har stor betydning både efter nationale og internationale skatteregler. For udenlandske virksomheder kan etableringen af et fast driftssted i Tyskland medføre tysk skattepligt samt tilhørende registrerings-, indberetnings- og dokumentationsforpligtelser.
Hvornår foreligger der et driftssted?
BMF præciserer betingelserne for, hvornår der foreligger et fast driftssted efter § 12 i den tyske skattelovgivning (Abgabenordnung) og redegør de enkelte kriterier i detaljer. Ifølge skrivelsen forudsætter et fast driftssted navnlig et fast forretningssted eller facilitet, en tilstrækkelig geografisk og tidsmæssig tilknytning til virksomheden, samt en rådighed over de anvendte lokaler, som ikke blot er midlertidig. Om der konkret foreligger et driftssted, skal altid vurderes på baggrund af de faktiske forhold i den enkelte sag.
Skrivelsen indeholder en række eksempler, som har stor praktisk betydning. Nedenfor fremhæves nogle af de vigtigste:
Hjemmekontor
Et medarbejders hjemmekontor medfører ikke automatisk, at arbejdsgiveren får et fast driftssted. I enkelte tilfælde – navnlig hvis medarbejderen har en ledende funktion, eller hvis hjemmekontoret anvendes permanent som en fast forretningsenhed – kan vurderingen dog falde anderledes ud.
Arbejde i kundens lokaler
Når tjenesteydelser udføres permanent i en kundes eller ordregivers lokaler, kan der opstå et fast driftssted. Dette gælder især, hvis virksomhedens væsentlige aktiviteter udøves dér, og virksomheden har en tilstrækkelig rådighed over de anvendte lokaler.
Bygge- og montageprojekter
Bygge- og montagearbejder kan under visse omstændigheder udgøre et fast driftssted. Efter tysk intern ret er projektets varighed og konkrete udformninger af særlig betydning. Ved anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster skal de relevante overenskomstbestemmelser ligeledes inddrages i vurderingen.
Vores anbefaling
Det nye BMF-cirkulære skaber større retssikkerhed på en række områder, hvor der tidligere har hersket tvivl. Samtidig understreger det, at de tyske skattemyndigheder i visse situationer anlægger en forholdsvis bred fortolkning af begrebet fast driftssted. Virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter bør derfor løbende vurdere deres forretningsstrukturer, nedarbejderforhold og forretningsmodeller for at afklare, om disse kan medføre etablering af et fast driftssted i Tyskland. En rettidig analyse kan bidrage til at identificere skattemæssige risici og undgå uventede skatte- og complianceforpligtelser.
