Tilladelse til tysk bogføring i udlandet

Tyske virksomheder. Bogføring i udlandet kun med tilladelse fra tysk skattevæsen.
De tyske skattemyndigheder gør nu alvor af truslen om ikke at godkende bogføring i udlandet uden tilladelse. Det har været et lovkrav i Tyskland siden 2009, og der vanker bøder, hvis det ikke overholdes, sml. § 146, stk. 2a., 1. punktum i den tyske rammelov om skatter (”AO”).
Ifølge loven skal bogføringen for datterselskaber befinde sig i Tyskland, men firmaets moderselskab vil gerne have den hos moderselskabet i Danmark. Dette er kun tilladt med dispensation fra Finanzamt), sml. § 146 AO. Desuden skal den elektroniske bogføring passe til det tyske skattevæsens system, så det kan kontrolleres via en elektronisk adgang til systemet, om bogføringen er korrekt.
Erhvervsvirksomheder med datterselskab osv. i Tyskland skal sørge for, at der er elektronisk adgang til data i udlandet på samme måde som ved en datalagring indenfor Tysklands grænser. Det betyder, at lagringen skal overholde den særlige norm fra de tyske skattemyndigheder GdPdU, der betyder ”Principperne for dataacces og kontrol af digitale bilag” (”Die Grundsätze zum Datenzugriff und zur Prüfbarkeit digitaler Unterlagen”). De bliver afløst af DoBD den 1.1.2015.
Principielt skal bøger, bogføring og øvrige bilag føres i indlandet (= Tyskland). En undtagelse gælder, hvis de tyske skattemyndigheder giver dispensation til at føre bogføringen i udlandet.
Det kræver:
1. Ansøgning herom til de tyske skattemyndigheder.
2. Bogføringssystemet i Danmark skal overholde de tyske systemkrav (GdPdU hhv. fra 1.1.2015 DoBD). Det betyder, at IT-systemer i virksomheden skal overholde mindstekravene:
a) til enhver tid
b) elektronisk adgang til data-systemerne
c) for det tyske skattevæsens særlige programmer. Baggrunden er den, at det tyske skattevæsen kontrollerer bogføringen med programmer, der gennemfører krydscheck af helt bestemte elementer i bogføringen.
I øvrigt korresponderer de tyske regler med SKATs regler om bogføring udenfor Danmarks grænser, sml. bogføringslovens § 12, stk. 2 og 3.