El-biler bliver mere og mere populære og som tysk firmabil er beskatningen blot 0,5 % af den tyske nylisteværdi. Derfor benytter mange tyske medarbejdere sig af dette tilbud.
Den lave tyske firmabilbeskatning omfatter dog ikke automatisk ladeboksen og den strøm, bilen lades op med derhjemme. For selve ladeboksens vedkommende er udgiften til opstilling, installation osv. for tiden ca. 2.000 € inkl. tysk moms. På grund af evt. momsfradrag skal man sørge for at have dokumentation for alle udgifter.
Følgende regler er gældende per marts 2023:
Ladeboksen
Det er skattefrit, når arbejdsgiveren ejer ladeboksen og midlertidigt overdrager den til medarbejderen. Den samme regel gælder, hvis arbejdsgiveren lejer/leaser boksen, og medarbejderen kun får brugsretten overdraget midlertidigt. Det skal altså være en midlertidig overdragelse, f.eks. så længe medarbejderen er ansat/har el-firmabil.
Men det er skattepligtigt, når arbejdsgiveren forærer ladeboksen til den ansatte – altså sætter den gratis op uden aftale om begrænset brug. Dermed ejer medarbejderen ladeboksen – også efter han er holdt op hos arbejdsgiveren. Her kan arbejdsgiveren beskatte med en lav standardsats på 25% (såkaldt Pauschalbesteuerung). DanTaxLegal anbefaler at træffe klare aftaler fra starten.
Strømforbruget
For strømforbrugets vedkommende kommer det an på, om der er monteret en strømtæller. Er der en separat strømtæller, kan arbejdsgiveren erstatte de faktiske el-udgifter skattefrit.
Hvis der ikke er monteret en strømtæller, kan arbejdsgiveren skattefrit give et tilskud – hvor meget afhænger af, om der eksisterer en mulighed for opladning hos arbejdsgiveren. Det samme gælder, når medarbejderen af arbejdsgiveren får et ladekort til opladning.
Opladning på arbejdspladsen mulig? Eller ladekort? | Skattefrit fra arbejdsgiveren/måned | |
El-bil/måned | Hybrid-bil/måned | |
ja | 30 € | 15 € |
nej | 70 € | 35 € |
Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål til ovenstående.