Spændende muligheder i Tyskland for danske studerende
Et praktikophold i Tyskland kan give de studerende mange oplevelser – både kulturelt og fagligt. Mange unge drømmer måske om noget mere eksotisk end vores store nabo i syd, men et ophold i Tyskland giver de studerende et stærkt plus på CV’et samt masser af personlig udvikling. Jesper Lanng fra Erhvervsakademiet i Odense er i praktik hos skatte- og rådgivningsfirmaet DanTaxLegal i Flensborg – og nyder hver dag både på og uden for arbejdet.
Det var ikke Tyskland, som den 25-årige Jesper Lanng havde tænkt på og drømt om, da han i forbindelse med sit studie til professionsbachelor (Pba) i Finans på Erhvervsakademiet i Odense gik efter et praktikophold i udlandet. Drømmene gik mere i retning af destinationer noget længere væk end i Flensborg, 10 minutters kørsel fra den dansk/tyske grænse. Men da revisions- og rådgivningsfirmaet DanTaxLegal stod klar med en praktikplads, slog Jesper Lanng til, og den beslutning har han ikke fortrudt et sekund.
”Jeg nyder at være hos DanTaxLegal og at være i Flensborg. Flensborg er en smuk og spændende by, hvor der er masser at opleve, og så har jeg med DanTaxLegal fundet en praktikplads, hvor jeg lærer rigtig, rigtig meget hver eneste dag", fortæller den 25-årige skibonit, der også tog til Tyskland for at få styrket sine tyskkundskaber – men her viste der sig dog at være en lille udfordring, som han ikke havde regnet med.
”Langt hovedparten af mine kollegaer her hos DanTaxLegal snakker rigtig godt dansk, selvom det er en tysk virksomhed – næsten for godt, for så vi taler jo rigtig meget dansk sammen”, fortæller Jesper med et grin, men tilføjer, at hans tyske selvfølgelig er blevet langt bedre, selvom kollegaerne og han taler meget dansk sammen.
Den unge dansker begyndte i lønafdelingen og er siden skiftet til afdelingen for selvangivelser. I begyndelsen fik han meget ”rugbrødsarbejde”, men selvom opgaverne måske ikke var de allermest spændende fra dag 1, lærte han på den måde fagterminologierne, at anvende de rigtige begreber og fik indblik i den tyske lovgivning. Og Jesper Lanng er ikke i tvivl om, at den viden han, får med sig fra DanTaxLegal, er meget værd.
”Tyskland er Danmarks suverænt største eksportmarked, og behovet for medarbejdere, der kan forstå og begå sig på tysk og kender til at arbejde i Tyskland, bliver kun større med tiden. Jeg kan se, hvordan mine kollegaer hos DanTaxLegal hjælper danske virksomheder med en lang række opgaver, som ville være dyre og svære at løse, hvis man ikke enten opererer i Tyskland eller har specialister ansat med de særlige kompetencer, der skal til for at navigere i det tyske system og på det tyske arbejdsmarked”.
DanTaxLegal har 45 medarbejdere og hjælper danske virksomheder med en række praktiske ting – for eksempel lønudbetalinger, indrapporteringer til de tyske myndigheder, skatterådgivning og hjælp til at forstå og håndtere tysk lovgivning. Og for den 25-årige dansker er forskellen på, hvordan man gør tingene i Tyskland og i Danmark markant.
”Jeg har simpelthen ikke haft noget, der minder om en kedelig dag, siden jeg begyndte mit praktikophold, for der er så meget nyt, som jeg skal sætte mig ind i hver eneste dag, når jeg møder ind på arbejde. Det er fedt, for det er udfordrende, og jeg lærer noget hver eneste dag", fortæller Jesper Lanng.
Oplevelserne og erfaringen, som den danske praktikant tager med sig tilbage til erhvervsakademiet i Odense, er han ikke i tvivl om, at han kan se sig selv bruge fremadrettet. At arbejde i og med Tyskland er en mulighed, han bestemt ikke vil afvise, når han er færdig med sin uddannelse, og hvis hans medstuderende spørger Jesper om, hvordan det var hos DanTaxLegal og i Tyskland, er han ikke i tvivl om, hvad han vil svare:
”Jeg kan kun anbefale andre studerende at springe ud i det og prøve at arbejde i Tyskland, og helt klart også her i Flensborg og hos DanTaxLegal. På den ene side får jeg alle de spændende ting ved at arbejde i udlandet, og på den anden side er jeg ikke længere væk, end at mine venner og min familie lige kan smutte ned og sige hej i weekenden, eller jeg kan tage en tur hjem til dem – det er helt perfekt”.